Udflugter

Udflugter

Der arbejdes på nuværende tidspunkt med forskellige spændende udflugtsmuligheder. f.eks.:


I H.C. Andersens Fodspor 

(Start: Sortebrødre Torv)


Få indblik i H.C. Andersens liv i Odense med en guidet rundtur i Odense centrum. Kom ind og se hans mange papirklip, de trange kår han blev født under, den have han drømte om og kirken, hvor han blev konfirmeret.

Indhold: H.C. Andersens Museum, H.C. Andersens Fødehjem, H.C. Andersens Barndomshjem,
Domkirken, Byvandring.


Den Fynske Landsby 

(Start: Odense Aafart)


Oplev Odense fra vandet med en sejltur på Odense Å.
En gåtur gennem Fruens Bøge fører til Den Fynske Landsby, en landsby fra H.C. Andersens tid. Her kan man opleve, hvordan langt de fleste levede tilbage i 1800-tallet. Derefter tages Aafarten retur til byen.

Indhold: Aafarten, Den Fynske Landsby.



Egeskov Slot


EGESKOV er et af Europas fineste renæssanceslotte med ægte voldgrav, riddersal og gys i det tykke murværk. Historiens vingesus mærkes overalt i det gamle slot, hvor familien til Greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille har deres daglige liv.

Parken omkring EGESKOV er et eventyr i sig selv. Her kan man opleve 7 km hække, 1.200 forskellige Fuchsia-sorter og betagende dufte fra de mange smukke blomsterbede. I slotshaven findes et af de sidste arbejdende herregårdsgartnerier, der kan besøges af publikum.

Gå på opdagelse i EGESKOVs spændende udstillinger, der henvender sig til både børn og voksne. Her finder du Kong Christian X’s Cadillac, en stor flok ”flyvende motorcykler”, historisk modeudstilling, dukkehuset ”Titanias Palads”, som det tog 15 år at bygge – og meget, meget mere.



CLAY Museum of Art


CLAY Museum of Art i Middelfart er et af Europas førende museer for keramisk kunst, kunsthåndværk og design. Her kan man besøge skiftende midlertidige udstillinger af dansk og international keramisk kunst og desuden opleve den historiske samling af porcelæn, fajance og stentøj fra de tre anerkendte virksomheder: Royal Copenhagen Porcelain Manufactory, Bing & Grøndahl og Aluminia. 

Dialogen mellem det moderne og det historiske afspejles ikke kun i samlingerne, men også i udstillingerne og i museets arkitektur.

© Copyright 2016  •  All Rights Reserved  •  Y´s Men International Region Danmark •  Webmaster: mikael(at)ryder.dk